Kategorier
Referater

Bestyrelsesmøde 26.10.2020

Mødet afholdes virtuelt.

Til stede:
Hans Chr. Madsen, Egon Sørensen, Heidi Liann Jarlund, Søren Nybroe og Rikke Nichols (referent)

  1. Kommunikation i bestyrelsen – Søren

Dette punkt drøftes af Hans Christian, Søren og Egon på et andet tidspunkt.

  1. Godkendelse af referatet fra forrige møde

Referatet gennemgås og godkendes.

Brøndene i græsstriben ved Nygårdsvænget er udbedret.

Lygtepælen er fejlmeldt.

Sommerfesten var en stor succes med stort fremmøde og skønt sommervejr.

  1. Grønne områder

– herunder planlægge fælles arbejdsdag:

Der gennemføres umiddelbart ikke flere arbejdsdage i år.

Skal vi lade noget af græsset stå uslået? Formålet ville være at understøtte biodiversitet og for at få en besparelse på græsslåning. Der er minimalt sparet, så det skal ikke være økonomien, der skal afgøre det. Der er risiko for at kompromittere det store arbejde, der har været lagt igennem årene for at tæmme bevoksningerne. Vi beslutter, at græsset slås, som det gør nu.

  1. Veje og stier

– herunder pris på forbindelsessti:

Der er indhentet tilbud på flisebelægning på forbindelsesstien mellem Nygårdsvænget og cykelstien ved tunnelen. Bestyrelsen overvejer at sætte stien på budget 2021, og vi kontakter nogle af grundejerne for at høre, om der er mulighed for, at vi kan klare opgaven selv i foreningen.

Trafik- og hastighedstællingen er foretaget, men vi har endnu ikke fået en tilbagemelding fra Syddjurs Kommune. Hans Christian kontakter kommunen og spørger til status på tællingen.

  1. Udeliv på toppen

Der var fin opbakning til arbejdsdagen ‘på toppen’. Kun nogle få detaljer mangler, så som et bålfad (er bestilt) og en lamineret beskrivelse af ordensregler.

Der er lagt mange frivillige kræfter i projektet, og der er mange, der bruger området.

Græsset kunne trænge til en gang kunstgødning, Søren skriver det på sin ‘to do’.

  1. Legepladsudvalg

Legepladsen er færdiggjort og inspiceret, vi afventer nu ibrugtagningstilladelsen fra kommunen, inden legepladsen kan tages i brug.

Vi kan desværre ikke holde en festlig indvielse af legepladsen pga. situationen omkring COVID-19. Der sendes mail ud til alle grundejere, når pladsen er klar til at blive taget i brug.

Der er ingen økonomiske afvigelser i projektet, faktura stemmer med budgettet. Flot legeplads, og flot arbejde af gruppen – tak for det.

Bestyrelsen overvejer, om stien ved pumpehuset skal gøres mere sikker at færdes på.

  1. Økonomi

– herunder opkrævning af kontingent som PBS?

Heidi meddeler, at Betalingsservice-web kunne være en god løsning til grundejerforeningens behov, da servicen er målrettet få brugere.

Det besluttes, at vi giver betalingsservice-web et forsøg i 2021. Heidi sørger for at oprette det nye system.

  1. Henvendelse omkring træer mod nye naboer

Bestyrelsen har fået en henvendelse fra vores nye naboer omkring et ønske om at fælde Grundejerforeningens træer i naboernes udsigt. Bestyrelsen drøfter problematikken, og det besluttes, at bestyrelsen indbyder til dialog med grundejerne og de nye naboer. Hans Christian, Søren og Egon tager initiativet til dialogen.

  1. Henvendelse omkring mundbind som affald

Bestyrelsen henstiller til, at alle smider deres mundbind i skraldespanden og ikke i naturen. Tag snakken i jeres familie og med jeres gæster, så vi kan holde vores område fint og ryddeligt til glæde for os alle.

  1. Eventuelt

Hans Christian modtager ikke genvalg på generalforsamlingen i 2021.

  1. Næste møde

Mandag den 11. januar 2021 kl. 19.00. Som udgangspunkt hos Søren, alternativt afholdes et virtuelt møde.

Generalforsamling mandag den 22. februar 2021.