Kategorier
Nyheder

Velkommen til vores nye legeplads

PRESSEMEDDELELSE

Rønde, d. 12/11 2020

Forsvundet legeplads er dukket op igen

Ny legeplads er indviet i Slotsparken – et grønt uderum i Rønde til leg, bevægelse og samvær i det fri for børn og deres familier.

Mange børn er hen over sommeren gået forgæves til de store, grønne bakker på toppen af Rønde, hvor der i Grundejerforeningen Slotsparken i årtier har ligget en legeplads til glæde for hele byen. Men pludselig var legepladsen væk og kun en bunke brunt sand lå tilbage. Hvad var der sket?

Den gamle legeplads var udtjent og ikke længere sikker, så den måtte rives ned. Men en legeplads kan vi ikke undvære her – den giver børnene mulighed for at komme ud i det fri og mødes på kryds og tværs til leg og samvær i vores skønne, grønne byrum.

Nordeafonden så så fine muligheder i formålet, at den har støttet projektet med 50.000 kr. Det er en stor hjælp, som vi er meget taknemmelige for i vores lille forening, der ellers selv står for al finansiering og vedligehold af området. Stor tak til Nordeafonden herfra.

Nu lyder der igen latter fra bakketoppen – den nye legeplads er færdig og klar til masser af glade børns fantasi og leg. I klatretårnet boltrer brandmænd, prinsesser og pirater sig, mens ninjaer træner side om side med linedansere på de mange balanceredskaber og fugle og astronauter får en flyvetur i de nye gynger.

Grundejerforeningen Slotsparken byder alle børn og deres familier velkommen på legepladsen – hjælp os med at få legepladsen brugt og passe godt på den. Vi ses!

Legepladsudvalget, Grundejerforeningen Slotsparken

Alexander Dalgaard Post og Camilla Storm